Marylin Monroe ♡

Hvil i fred Onkel Knud ♡

Onkel Knud

Det er så uforståeligt, at du ikke er her mere onkel. Du var det mest betænksomme, kærlige, omsorgsfulde, hjælpsomme mennesker. Dit hjerte og dine arme, var altid åbent for dine medmennesker. Jeg kunne skrive en en masse fantastisk om min kære onkel, men hans ven, Lars Stampe, udtrykker onkels person så smukt, at jeg har valgt at citere ham:

“Minde ord for Knud Ager. Bragt i Holstebro Dagblad mandag den 17 marts 2014.

Knud Ager, er alt for tidligt afgået ved døden, en trist og på alle måder pinefuld meddelelse for mange mennesker, der gennem årene krydsede Knud’s veje.
Knud var, som et af hans børnebørn udtrykte det, ”Morfar er så god til at gå ind i andres hjerter, hvorfor kunne han så ikke passe bedre på sit eget hjerte?”. Præcis og så sandt som et barn kan se det. Således vil Knud altid have en stor plads i vore hjerter.
Knud var et menneske til andres eksempel, uden forbehold, fordømmelse og bedømmelse i sin tilgang til andre. Samtidigt var dette også hans personlige kodeord, ydmyghed og barmhjertighed, hvor han gav af sig selv og havde ikke brug for at manifestere sig på andres levn. Knud gav af rent hjerte.
Knud Ager blev født i Holstebro i 1949. Han gik på Danmarksgade Skole, hvor han møder Hanne, der gennem 35 år var hans trofaste følge. Sammen fik de to piger Rikke og Didde.
Knud blev uddannet i Vestjysk Bank i Holstebro. Det blev til en længere karriere i bankverdenen i både Vojens, Haderup og til sidst i Skjern. Sideløbende var Knud engageret i Hjemmeværnet, hvor han i 2009 modtog medaljen for 40-års tro tjeneste. Knud var ligeledes en aktiv sportsudøver indenfor bla. fodbold, håndbold, badminton og golf og en ivrig foreningsmand med adskillige bestyrelsesposter gennem årene.
I 1997 overtog Knud stillingen som centerleder på Holstebro Aktivitetscenter. Knud var med til at udviklede centret til det fantastiske hus det er i dag, han fik bl.a. etableret en festsal under taget til stor glæde for såvel unge som gamle – og sigende for Knud fik han hans Kongelige Højhed Prins Henrik til at indvie festsalen.
Og sådan var Knud i bund og grund et fantastisk menneske, med et stort hjerte og ubegrænset hjælpsomhed, hvilket op til hans alt for tidlige bortgang også mærkes i dannelse af Fonden Fyrtårnet, et familielignede opholdssted med bofællesskab for samspilsramte børn og unge ved Holstebro. Knud var med fra før opstarten og har efterfølgende fungeret som formand for bestyrelsen frem til hans bortgang. Fyrtårnet var Knus hjertebarn, hvor han gav ud af sin altomfavnende personlighed og omsorg til børn, unge, medarbejdere og ledelse.
Knud flyttede i 2010 til Espergærde for her at følge og være nær hans største livsglæde og kærlighed, sine to piger og fem børnebørn. Det var hans inderligste ønske, at de trives og kom godt af sted i livets udfordringer.
Knud var en aktiv golfspiller i Helsingør Golfklub, hvor han nærmest dagligt tilbragte tiden sammen med utallige inspirerende golfere, unge som ældre. Knud største bedrift var, bl.a. at løfte opgaven som totalansvarlig for turneringen ”Kongen og Kronprinsen”, som blev afviklet i Helsingør Golfklub i 2013 med stor succes og mediebevågenhed.
Knud var gennem 21 år Frimurer. Han var en meget vellidt og afholdt broder, som også her påtog sig opgaver når disse bød sig. Knud ønskede sig en hurtigt afgang fra denne jord og som han sagde på frimurisk, ”Den dag jeg drager til det evige Østen, skal det være i et tag”. Det lykkedes ham.
Knud Ager efterlader sig to piger, fem børnebørn og en søster.
I dyb respekt, ærekære Knud’s minde.
Lars Stampe.”

Ære være dit minde. Hvil i fred kære onkel ♡

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Marylin Monroe ♡